Canadas regering er klar til kamp mod IS i Syrien

Skrevet af admin

24/03/2015

Dagens topnyheder

Den canadiske regering bekræfter, at den vil udvide den militære mission mod Islamisk Stat (IS) i Mellemøsten til også at gælde Syrien og ikke kun Irak.

Samtidig vil regeringen i Ottawa forlænge sin seks måneder lange mission med et år, så den gælder frem til marts 2016.

Canada har omkring 70 elitesoldater, som operer i det nordlige Irak, og seks kampfly, som tager del i de amerikansk-ledede bombninger af IS.

Dermed bliver Canada kun det andet Nato-land efter USA, der deltager i offensiven mod IS i Syrien.

Den konservative premierminister, Stephen Harper, har lagt en hård kurs mod Islamisk Stat og har tidligere udtalt, at bevægelsen udgør en trussel mod Canada.

Regeringens beslutning skal til afstemning i parlamentet, men her ventes det at blive vedtaget uden problemer, da Harpers konservative parti har flertallet.

Canadiske bomber over Syrien har dog skabt politisk splittelse, da kritikere mener, at det indirekte er en anerkendelse af præsident Bashar al-Assads regime.

Canadas største oppositionsparti, Nye Demokrater, har derfor sagt, at det vil stemme imod en udvidelse af missionen.

De danske kampfly, der er sat ind i bekæmpelsen af IS, må kun angribe mål i Irak.

/ritzau/Reuters