Canadas værter sendt ud af VM: Drømmen er væk

De engelske fodboldkvinder gjorde en ende på Canadas VM-drømme med en 2-1-sejr natten til søndag dansk tid.

Dermed er England for første gang klar til en VM-semifinale, og det bliver mod de forsvarende mestre fra Japan, som tidligere havde vundet 1-0 over Australien.

To tidlige mål af Jodie Taylor og Lucy Bronze efter 11 og 14 minutter var med til at afgøre kvartfinalen foran 54.027 tilskuere i Vancouver.

- Drømmen er væk. Det var ikke den måde, vi havde forestillet os, at det skulle ende, siger Canadas landstræner John Herdman.

- Vi havde ikke skrevet i drejebogen, at vi skulle være nede med 0-2 så hurtigt. Det gør ondt og smerter hele Canada.

- England var svære at bryde ned. De gik efter det, kredit til dem, de havde den rigtige taktik og vandt kampen, erkender landstræneren.

I semifinalen skal England nu møde Japan, som dominerede mod Australien, men havde brug for et mål af den indskiftede Mana Iwabuchi i det 87. minut for at vinde kampen i Edmonton.

- Da Australiens spillere blev trætte, sagde jeg til Mana, da jeg skiftede hende ind: Du afgør denne kamp, siger Japans landstræner Norio Sasaki.

Mens England og Japan tørner sammen i den ene semifinale, så mødes Tyskland og USA i en storkamp i den anden semifinale.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip