Canadisk gidsel frigivet efter otte måneder

Skrevet af admin

17/10/2013

Dagens topnyheder

En canadisk statsborger, der for otte måneder siden blev bortført under sit arbejde for FN's fredsbevarende mission i Golanhøjderne, er blevet frigivet.

Det rapporterer syrisk stats-tv torsdag.

Ifølge tv-kanalen har det syriske udenrigsministerium overdraget canadieren til en FN-repræsentant i Syriens hovedstad, Damaskus.

Syriske myndigheder beskylder oprørere i landet for at stå bag bortførelsen, der fandt sted i februar på grænsen mellem Israel og Syrien - angiveligt mens han patruljerede ved en våbenhvilelinje i Golanhøjderne.

- Udenrigsministeriet har overdraget canadieren Carl Campeau, en medarbejder for FN's observatørstyrke (Undof), som blev bortført af terrorister i februar, til FN-repræsentanten i Syrien, rapporterer det statslige tv.

Ifølge israelske medier er Campeau advokat. Det er dog ikke bekræftet af FN.

I zonen i Golanhøjderne opererer mere end 1000 fredsbevarende tropper fra blandt andet Fiji, Indien, Irland og Nepal.

FN-styrken blev oprettet i 1974 for at overvåge en tilbagetrækning af israelske og syriske styrker fra området.

Syrien har længe krævet, at tropperne skal trækkes tilbage som en betingelse for enhver fremtidig fredsaftale med den jødiske stat.

/ritzau/Reuters