Canadisk naturbrand har sprængt skala for luftkvalitet

Skrevet af admin

17/05/2016

Dagens topnyheder

Omkring 12.000 mennesker er blevet opfordret til at skynde sig væk fra olielejre nær byen Fort McMurray i Canada, hvor der bliver udvundet olie fra tjæresand.

Det oplyser embedsmænd i området ifølge BBC.

Meldingen kommer, efter at 4000 oliearbejdere mandag blev evakueret fra flere lejre nær byen, der trues af en gigantisk naturbrand.

Allerede for to uger siden blev alle byens indbyggere evakueret på grund af branden, og det er altså flammernes hærgen, der nu er rykket et skridt tættere på oliearbejdspladserne.

Ifølge BBC er oliearbejderne blevet evakueret til lejre længere mod nord.

Samtidig advarer lokale myndigheder i delstaten Alberta om en luft, der er så røgfyldt, at den er farlig og kan betyde forsinkelser i genopbygningen af byen. Det skriver avisen Toronto Star.

Normalt måles kvaliteten af luften på en skala fra et til ti, hvor ti er det værste, men mandag nåede indekset op på 38, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

- Albertas sundhedsmyndigheder anbefaler alle personer, der har planlagt at vende tilbage til området af forskellige årsager, ikke at vende hjem, før luftforholdene er blevet bedre, siger Rachel Notley, Albertas premierminister, ifølge Toronto Star.

Fort McMurrays mere end 80.000 indbyggere har taget hul på deres tredje uge væk hjemmefra. De opholder sig på hoteller, campingpladser eller i modtagecentre syd for byen.

For at hjælpe dem har provinsen uddelt forudbetalte kreditkort, hvilket indtil videre er løbet op i en samlet regning på 60 millioner canadiske dollar - eller 305 millioner kroner - skriver Toronto Star.

De lokale myndigheder anslår, at branden opsluger mellem 30 og 40 meter land i minuttet, og det ventes, at den vil have brændt sig seks kilometer tættere på arbejdslejrene i olieområdet i løbet af to timer.

Det er dog ikke sikkert, at branden når frem til olieudvindingerne.

2400 bygninger er blevet ødelagt i flammerne, men infrastruktur som hospitaler, vandanlæg, skoler og en lufthavn har ikke fået de store skader.

Canadas finansminister, Bill Morneau, siger til CBC News, at det endnu er uklart, hvor meget katastrofen kommer til at koste.

- Vi står naturligvis skulder ved skulder med indbyggerne i Fort McMurray i genopbygningen af byen, siger han.

Skovbranden forventes at vare et par uger endnu, skriver BBC.

/ritzau/