Canadisk politi hæver antallet af savnede i togeksplosion

Onsdag opjusterede man tallet af døde eller savnede fra 50 til 60 personer, skriver flere medier.

Ulykken skete, da et tog lastet med råolie kørte af sporet og eksploderede i den lille by Lac-Megantic. Politiet har en formodning om, at der er blevet pillet ved bremserne inden ulykken, for til trods for, at toget var blevet parkeret fredag, trillede det - med undtagelse af enkelte vogne - senere førerløst af sted mod byen, hvor det eksploderede i den centrale del. Det udløste både en stor brand, som tog mere end et døgn at få bugt med, og så store ødelæggelser, at oprydningsarbejdet langt fra er færdigt.

»Vi behandler det ikke længere blot som en ulykke,« sagde talsmanden for Quebecs politi, Benoit Richard, ifølge CNN onsdag.

Dog vil ingen få ansvaret for ulykken, før beviser og efterforskningen viser præcist, hvad der skete.

De 15 lig, der er blevet fundet, er endnu ikke identificeret, og over for de ventende, ængstelige familier har politiet advaret om, at det kan blive umuligt at finde deres savnede familiemedlemmer, da branden kan have omdannet lig til aske.

Eksplosionen tvang 2.000 af byens 6.000 indbyggere til at flygte fra deres hjem, men de fleste kunne vende tilbage igen tirsdag.

Onsdag besøgte Edward Burkhardt, den administrerende direktør for togselskabet Montreal, Maine & Atlantic Railway, som er selskabet bag det forulykkede tog, byen. Siden ulykken har han modtaget adskillige hademails, og han udtalte inden sit besøg, at han ikke håbede, han blev skudt.

Han peger på, at brandvæsnet i byen Nantes, hvor toget var parkeret før ulykken, har en del af skylden for, at det gik galt. Brandmænd slukkede nemlig togets motor for at standse en mindre brand, og herved kan de være kommet til at løsnede bremserne, forklarer Burkhardt.

Dagens Gossip