Capello forventer barske VM-forhold i Brasilien

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

Lange flyveture, store temperaturudsving og overfyldte lufthavne kommer til at gøre næste års fodbold-VM i Brasilien til noget af en udfordring for spillerne.

Sådan lyder prognosen fra Ruslands italienske landstræner Fabio Capello få dage efter, at russerne endegyldigt sikrede sig billetterne til næste sommers store fodboldhøjdepunkt.

- Jeg forventer en masse store problemer med transport og med at spille under forskellige forhold. Vi kommer til at rejse meget, siger Capello ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det er koldt sydpå og meget varmt mod nord. Jeg ved ikke, hvordan arrangørerne har kunnet beslutte, at man skal spille i nord og så spille i syd nogle få dage senere, lyder kritikken fra den 67-årige italiener.

Under den forgangne sommers Confederations Cup samme sted klagede spillerne over bagende hede i blandt andet Fortaleza, der er en af VM-byerne.

Det hjælper heller ikke, at nogle af kampene er programsat til start i middagsheden klokken 13.

Capello får støtte af generalsekretæren i den internationale spillerforening FIFPro, Theo van Seggelen.

- Jeg talte med italienske og spanske spillere efter semifinalen i Confederations Cup, og de sagde, at det var umuligt at afvikle forlænget spilletid i den varme, og det var endda en sen eftermiddagskamp, siger Theo van Seggelen.

VM i Brasilien afvikles mellem 12. juni og 13. juli næste år.

/ritzau/