Capgemini-direktør stopper

Konsulentfirmaet Capgeminis administrerende direktør i Danmark, Pia Rybenfeldt, stopper på sin post med udgangen af juni.

Pia Rybenfeldt har de seneste 4½ år siddet i toppen af den danske del af det verdensomspændende firma men vil nu »afsøge nye muligheder og udfordringer« uden for selskabet.

Hendes afløser ventes udpeget midt i juni.

Pia Rybenfeldt har været hos Capgemini i knap ti år og har siddet i direktionen i otte år. Hun er også med i bestyrelsen, ligesom hun er bestyrelsesformand for Dansk Industris branchesamarbejde inden for IT og telekommunikation, ITEK. Dette sidste hverv nedlægger hun samtidig med sin fratræden.

»Capgemini er og har altid været en virksomhed i bevægelse, og det gælder også alle dem, der arbejder i gruppen. Tiden var derfor inde for mig til at afsøge nye muligheder uden for Capgemini Gruppen,« siger Pia Rybenfeldt.

Hun vil nu forfølge en karriere som professionelt bestyrelsesmedlem.

Dagens Gossip