Cardiff-boss: Cornelius skal gradvist tilbage

Skrevet af admin

13/11/2013

Dagens topnyheder

Selv om han sikkert har været savnet, kommer angriberen Andreas Cornelius på en slags skånekost i den kommende tid i Cardiff.

Danskeren blev tidligere på ugen kåret til årets superligaspiller og årets talent ved Dansk Fodbold Award, og ved samme lejlighed afslørede han, at han spiller reserveholdskamp for Cardiff på torsdag. Hans første kamp siden slutningen af august på grund af en ankelskade.

Til klubbens hjemmeside siger manager Malky Mackay, at Andreas Cornelius skal føres langsomt tilbage til fodboldbanen.

- Det har været en grim skade, Andreas har kæmpet med. Vi har været nødt til at være meget forsigtige med den, men nu er der mere end lys for enden af tunnelen, siger manageren.

Andreas Cornelius skiftede fra FC København til Cardiff i Premier League i sommerpausen, men han har ikke nået at spille ret mange kampe for nyoprykkerne. Nu er der altså håb om, at han stille og roligt kommer tilbage.

- Vi får se, hvordan den her testkamp går, men tanken er, at han gradvist bliver mere og mere involveret i vores spil. Det er selvfølgelig også noget, han selv er desperat for at komme til.

Andreas Cornelius debuterede i Superligaen som 18-årig. Han blev topscorer allerede i sin anden sæson i Superligaen med 18 mål, og efter den sæson skiftede den nu 20-årige angriber altså til Cardiff i Premier League.

/ritzau/