Cardiff-manager Mackay risikerer fyring inden jul

Skrevet af admin

20/12/2013

Dagens topnyheder

Malky Mackay er lige nu manager i Premier League-klubben Cardiff, men spørgsmålet er, om han også er det på den anden side af jul.

Bølgerne går højt i den walisiske klub, hvor den malaysiske ejer Vincent Tan angiveligt har set sig gal på sin øverste sportslige ansvarlige.

Ifølge britiske medier er Tan vred over, at Mackay har bedt om lov til at hente tre forstærkninger i januar måneds transfervindue.

Svaret fra ejeren kom ifølge BBC i form af en mail, hvor Tan kritiserer sin managers indkøb, spillestil og de manglende resultater. Samtidig opfordrer rigmanden Mackay til at sige op.

Det har Mackay ikke tænkt sig, og spørgsmålet er nu, hvordan sagen udvikler sig.

Cardiff og Andreas Cornelius rejser lørdag til udekamp i Liverpool, og indtil videre ser det ud til, at det bliver Mackay, der bestemmer taktikken ved den lejlighed.

Senere fredag holder Mackay sit sædvanlige fredagspressemøde, hvor det måske lykkes journalisterne at blive klogere på situationen.

Malky Mackay har kontrakt med Cardiff frem til 2016.

/ritzau/