Caribien kræver erstatning fra Danmark for slaveri

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

15 lande i Caribien kræver oprejsning og erstatning for slaveri fra en række tidligere kolonimagter, deriblandt Danmark.

Det vedtog landene mandag i Caricom, som er en international mellemstatslig organisation af caribiske lande.

Statslederne for caribiske nationer har vedtaget en 10-punktsplan, der blandt andet går på, at landene vil søge en formel undskyldning og eftergivelse af gæld fra otte tidligere kolonimagter, deriblandt Storbritannien, Danmark og Frankrig.

I december blev Danmark føjet til listen over lande, som komitéen vil søge erstatning fra.

Caricom Reparations Commission hedder komitéen, der arbejder for at opnå erstatning og oprejsning.

Slavetiden er for længst blevet historie i Danmark, men den er langt fra glemt i Caribien, forklarer Astrid Nonbo Andersen, der forsker i undskyldnings- og historiepolitik ved Aarhus Universitet.

- Slavetiden er en fuldstændig central del af Caribiens historie. Man kan dårligt forstå Caribiens historie, hvis man ikke forstår slavetiden. Og der er stadig en meget stor følelse af uretfærdighed over, at Vesten er sluppet meget let af sted med det, siger hun.

Ifølge forskeren handler kravet om erstatning ikke kun om penge.

- Det handler ligeså meget om at sætte nogle ting på dagsordenen og få en form for anerkendelse af, at der faktisk skete nogle meget voldsomme ting, der aldrig rigtigt er blevet gjort op med, siger hun.

Ud over Danmark kan Storbritannien, Frankrig og fem andre europæiske lande se frem til måske at blive trukket for den internationale domstol i Haag.

Men inden det går så vidt, vil Caricom forsøge at skabe en dialog og forhandling med de gamle kolonimagter gennem FN's konvention mod racediskrimination.

Komitéen har hyret det britiske advokatfirma Leigh Day, som blandt andet har specialiseret sig inden for menneskerettighedssager.

Caricom har endnu ikke henvendt sig til den danske regering.

/ritzau/