Carl Froch - Mikkel Kessler: Her er nederlaget i billeder

Mikkel Kessler havde sat alt på spil. Sit WBC-bælte, æren - og karrieren. Kessler havde svoret, at han aldrig ville vende tilbage til ringen igen, hvis han tabte til Carl Froch.

Og det endte med nederlag til Mikkel Kessler med det enorme løvehjerte efter 12 omgange og dommerscorerne 118-110, 116-112, 115-113 i Frochs favør.

Mikkel Kessler fightede forbilledligt og ledte efter det afgørende hook, der for alvor kunne ryste Froch. Men englænderen viste sig på hjemmebane at være danskerens overmand, en kapacitet så modbydeligt stærk, bevægelig og opportunistisk, at Kesslers ellers forbilledlige modsvar ikke var stærkt nok til at overbevise dommerne i 02 Arena i London.

I 12. og sidste omgang tog Kessler teten og landede en fornem serie på englænderen, men sidstehåndsindtrykket afleverede Froch på fornemmeste manér, da han i de sidste tyve sekunder tvang Kessler i tovene og landede slag efter slag på danskeren.

Dermed er det muligvis slut på en glorværdig karriere, 49 kampe og 46 sejre for Mikkel Kessler. Han havde overskuddet til at smile skævt lige inden dommerafgørelsen, for det var en Viking Warrior, der stod oprejst hele vejen igennem og var meget tæt på at presse Froch helt afgørende ud over kanten.

Med sin karakteristisk doventhængende venstrearm forsøgte Carl Froch fra første omgang at åbne Kesslers parader, og englænderen rystede Kessler sporadisk. Med sine små slangehuggende venstrejabs lurede den voldsomme højrehånd hele tiden, og det fremkaldte bekymrede miner hos Jimmy Montoya, Kesslers træner, allerede efter tredje omgang.

Mikkel Kessler fattede alvoren og gik i offensiven, landede et par gode højrejabs og tvang Carl Froch i defensiven med sit dybe arbejde, en dimension, Kessler har fået tilført af Jimmy Montoya.

Kessler åd sig ind i kampen og landede et stærkt venstrehook på Carl Froch i femte omgang og viste de tænder, der har gjort ham til den bedste danske bokser i nyere tid.

Det blev startskuddet til et par rasende flotte omgange fra Mikkel Kessler, der både provokerede, tævede og tog imod masser af slag fra Carl Froch.

Til sidst viste Frochs parader sig for stærke, hans fødder for hurtige og hans kæbe for solid. Mikkel Kessler stod over for den enormt hårde opgave at skulle slå Froch i gulvet. Det er der aldrig nogen, der har præsteret før.

Kessler blev desværre ikke den første.

SE BILLEDER FRA KAMPEN HER:

Dagens Gossip