Carl Holst: F-16 skal formentlig udsendes midt i 2016

Skrevet af admin

25/08/2015

Dagens topnyheder

Danmark skal næste år være klar til at sende kampfly af sted på nye bombetogter mod Islamisk Stat i Irak. Og meget tyder på, at udsendelsen kan ske i midten af 2016, selvom der ikke er truffet en endelig beslutning endnu.

Sådan lyder det fra forsvarsminister Carl Holst (V), som tirsdag besøger det danske F-16 bidrag, der flyver fra Al Jaber-flybasen i Kuwait. Her fastslår ministeren, at selvom kampflyene nu trækkes hjem for at få en pause, så skal de tilbage "hurtigst muligt":

- Omkring medio 2016 tror jeg, det er realistisk, at man fra koalitionen vil efterspørge danske kampfly. Og at man herhjemme vil vurdere, at det militærfagligt er forsvarligt at sende dem af sted igen, siger Carl Holst.

Dermed vil forsvarsministeren tilsyneladende vente lidt længere end udenrigsminister Kristian Jensen (V) med at sende kampflyene ud. Kristian Jensen talte i weekenden for, at kampflyene senest skulle udsendes igen allerede til foråret eller senest i forsommeren 2016.

Carl Holst forventer dog først, at de øvrige lande i den internationale operation kaldet "Operation Inherent Resolve" vil bede Danmark om igen at vende tilbage til Kuwait med kampfly i midten af 2016.

Til gengæld vil forsvarsministeren tilsyneladende ikke vente lige så længe, som forsvarschef Peter Bartram anbefaler.

Forsvarschefen er tirsdag med forsvarsministeren på besøg hos de danske kampfly, og han taler for, at de danske F-16-piloter og mandskabet omkring dem som minimum bør få en pause på et år fra krigen mod Islamisk Stat i Irak.

Det vil reelt sige mindst frem til oktober næste år, da kampflyene først trækkes hjem i oktober måned i år:

- Min militære anbefaling går på, at man nok skal bruge i omegnen af et år, minimum, for at være klar igen, siger Peter Bartram.

- Helt grundlæggende er Flyvevåbnet dimensioneret til at kunne udsende de her flybidrag i 12 måneder over en tre-årig periode. Det er det, vi er skruet sammen til. Så helt naturligt vil enhver struktur blive presset, hvis den skal levere mere, siger han.

Han understreger, at Forsvaret kan levere det, der måtte blive ønsket politisk. Men man skal huske, at Forsvarets evne til også at kunne levere på andre fronter kan blive påvirket, forklarer han.

Carl Holst mener dog ikke, at han er på kant hverken med udenrigsministeren eller forsvarschefen med sin melding om en mulig udsendelse af kampfly i midten af 2016.

- Jeg bilder mig ind, at jeg er enig med både udenrigsministeren og forsvarschefen. En ting er i hvert fald 100 procent sikkert: Regeringen ønsker fortsat kampen, og vi gør det på en måde, så det både militærfagligt og efter koalitionens opfattelse gør en forskel, siger Carl Holst.

/ritzau/