Carl Holst: Jeg afviste De Radikale

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

Rent spin.

Sådan betegner Venstres formand for Region Syddanmark, Carl Holst, meldingen fra De Radikale om, at partiet peger på Bent Hansen (S) som formand for Danske Regioner.

- To dage efter valget aftalte Bent Hansen og jeg, at han skulle fortsætte som formand for Danske Regioner. Det har De Radikale ingen indflydelse på, siger Carl Holst.

Ifølge Carl Holst opgav Venstre dermed allerede få dage efter valget alle forsøg på at sikre sig formandsposten i Danske Regioner. I stedet pegede han på sin "modstander" i rød blok.

Carl Holst bekræfter, at han er blevet kontaktet af De Radikales forhandlergruppe med henblik på at finde ud af, om han ville tilbyde De Radikale større indflydelse til gengæld for at få posten som formand for regionerne:

- De ringede og spurgte, om jeg ville mødes med dem, og det sagde jeg nej til, fordi jeg havde aftalt med Bent (Hansen, red), at Danske Regioner blev ledet bedst ved, at der var konsensus mellem de to store partier, siger Carl Holst.

Han mener, at den radikale melding skyldes, at partiet i denne uge har fået kritik for at pege på en Venstremand som formand for Kommunernes Landsforening (KL).

- Det kan godt være, at De Radikale har behov for at sige, at de peger på en rød formand i stedet for en blå. Men deres stemme har overhovedet ingen indflydelse haft, siger Carl Holst.

Ved regionsrådsvalget i november blev de blå partier - Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative - tilsammen repræsenteret med otte medlemmer i Danske Regioners bestyrelse.

Samme mandattal fik de røde partier - Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

Dermed var både Bent Hansen og Carl Holst formelt afhængig af De Radikales ene medlem af bestyrelsen for at kunne blive valgt til formand.

- Da det lå klart på valgnatten, at Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti kun havde otte og ikke de magiske ni, så pegede jeg på Bent Hansen, siger Carl Holst.

Han afviser, at han burde have kæmpet for at vinde De Radikales gunst, så Venstre kunne få formandsposten for regionerne på samme måde, som det skete i KL.

- De Radikale sagde til mig, at de helst ville have Bent Hansen, men de ville gerne høre, hvad jeg ville give dem. Det ville blive et spil, hvor man ville polarisere Danske Regioner, og jeg tror på bredt samarbejde, siger Carl Holst.

/ritzau/