Carl Holst søger midlertidig orlov fra Folketinget

Skrevet af admin

25/11/2015

Mest læste i dag

Venstres Carl Holst forlod i september posten som forsvarsminister. Og nu forlader han også Folketinget - i hvert fald midlertidigt.

Venstres nuværende kirkeordfører oplyser i en pressemeddelelse, at han har besluttet at søge midlertidig orlov fra Folketinget. Det sker som følge af den megen omtale, der har været i den seneste tid, oplyser han.

- De seneste måneder har været turbulente. Uroen har ikke kun skygget for mit og mit partis politiske arbejde, den lægger også et stort pres på dem, der står mig nærmest.

- Det er mig, der har bragt min familie i den situation, og dermed også mit ansvar at rette op på den situation. Derfor har jeg besluttet at ansøge om orlov, så der kan komme ro omkring min familie og min person, siger Carl Holst.

På et møde mandag aften besluttede et flertal bestående af 40 ud af 41 regionsrådsmedlemmer i Region Syddanmark at politianmelde Carl Holst (V). De vil have politiet til at undersøge, om Carl Holst har brugt regionens penge ulovligt, da han var regionsformand.

Politianmeldelsen kommer på baggrund af en rapport fra Statsforvaltningen og en undersøgelse fra advokatfirmaet Kromann Reumert.

Her er flere kritisable forhold blevet belyst. Blandt andet at Christian Ingemann Nielsen, kommunikationsansat i regionen og siden spindoktor for Holst som forsvarsminister, angiveligt skulle have haft en central rolle i Carl Holsts kamp for at blive valgt til Folketinget i foråret.

Derfor var der ingen vej udenom en politianmeldelse, lød det mandag fra flere regionsmedlemmer.

- Ingen er mere ked af denne sag end jeg, lød det mandag fra Carl Holst.

- Jeg har gennem hele forløbet gjort det klart, at jeg aldrig har haft til hensigt at bryde nogle regler eller gøre noget forkert.

- Derfor ser jeg også frem til, at politiet nu er blevet bedt om at afklare, hvad der er op og ned i denne sag, så vi kan få en endelig konklusion og efterfølgende få sat et punktum og komme videre, siger Carl Holst.

Han lægger dermed op til at vende tilbage til Christiansborg, når sagen er afsluttet.

Venstres gruppeformand Søren Gade har "stor forståelse" for Carl Holsts beslutning. Søren Gade har selv prøvet at være i centrum for flere sager i pressen, da han var forsvarsminister:.

- Hvis ikke man selv har prøvet det, så tror jeg ikke, man kan forestille sig, hvad det er for et pres, man kommer under i offentligheden, når man havner i en sådan en sag. Det er voldsomt opslidende ikke kun for Carl Holst, men også for hans familie.

- Derfor har jeg fuld forståelse og respekt for Carl Holsts ønske om orlov. Jeg håber for Carl og hans familie, at han snart kan komme videre og i gang med det politiske arbejde igen, siger Søren Gade.

Kredsformand for Venstre i Esbjerg, Thomas Bjerrum Rosenstand, tager Carls Holsts beslutning til efterretning og forventer også, at kredsens folketingsmand vender tilbage til Christiansborg på et senere tidspunkt.

- Nu skal der ro på, og så glæder jeg mig til, at Carl vender tilbage til Folketinget, når han og hans familie er parate til det, siger Thomas Bjerrum Rosenstand.

/ritzau/