Carlos Sainz: Jeg vil gøre alt for at køre søndag

Skrevet af admin

10/10/2015

Mest læste i dag

Trods involveret i en voldsom ulykke under lørdagens træning før søndagens russiske Formel 1-grandprix håber spanske Carlos Sainz at stille til start søndag.

- De har foretaget alle mulige undersøgelser, og der er ikke noget galt. Jeg har en smule ømhed i nakken og ryggen, men med lidt afslapning, så vil jeg forsøge at køre.

- Jeg kan ikke give nogen garantier, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at deltage, og hvis det ikke er muligt, så vil jeg bare slappe af og tænke på næste løb, siger Carlos Sainz ifølge AFP i en videomeddelelse på spansk tv.

Den 21-årige Toro Rosso-kører mistede kontrollen over sin bil i et af de hurtigste områder af banen under lørdagens træning.

Han snittede barrieren på en langside, mistede det venstre forhjul og smadrede i høj fart efterfølgende frontalt ind i beskyttelsesgærdet.

Da Carlos Sainz blev hjulpet ud af bilen og ind i en ambulance, var han dog i stand til at række en tommelfinger i vejret, før han blev fløjet til sygehuset i helikopter.

- Som I kan se, så har jeg det fint. Det var ingenting i sidste ende. Det var kun en forskrækkelse. En stor forskrækkelse, men kun en forskrækkelse.

- Jeg vil gerne have, at I ved, at jeg var ved bevidsthed hele tiden.

- Jeg prøvede at tale med holdet over radioen, men de kunne ikke høre mig, så jeg begyndte at blive nervøs, fordi jeg vidste, at folk ville begynde at tro, at det var mere alvorligt, end det reelt var, siger Carlos Sainz blandt andet i videomeddelelsen.

Ulykken afskrækkede flere af de øvrige kørere.

- Det var chokerende at se, at han endte så langt inde i barrieren, og at han også var dækket af den. Idéen er ikke, at barrieren skal lande ovenpå dig, eller at bilen skal kunne komme under, siger tyske Sebastian Vettel (Ferrari) blandt andet ifølge Reuters.

Den internationale motorunion, FIA, meddeler, at ulykken vil blive undersøgt, som det altid er kutyme, og det glæder Jenson Button (McLaren-Honda):

- Den skal helt sikkert efterses (lørdagens ulykke, red.). Det burde ikke være muligt, at vi kan komme under barrieren, for så opfylder barrieren ikke det, den er der for, hvilket er at tage farten af bilen, før man støder ind i noget hårdt, siger Jenson Button ifølge Reuters.

/ritzau/