Carlsberg i hård kamp i den vigtige asiatiske arena

Salget i regionen er oppe med 20 procent i forhold til samme kvartal sidste år, og det får Sydbanks aktieanalytiker Morten Imsgard til at kalde Carlsberg »godt rustet« i kampen mod de tre dominerende storspillere på bryggeribanen; Heineken, SAB Miller og Inbev.

Carlsberg er på fjerdepladsen på den globale bryggeri-rangliste, men omsætningsmæssigt et niveau under de tre store, og det skal man huske på, når man ser på Carlsbergs muligheder for at ekspandere i det fremadstormende asiatiske marked, mener Morten Imsgard.

»Man har en god mulighed for at blive en betydningsfuld spiller i Asien. Det er drevet ikke mindst af strategien med at dykke ned i Vestkina, mens de andre store satser mere på Østkina. Væksten er ved at flytte mod Vestkina, så det er fra nu af, man kan høste frugten af den strategi,« siger Morten Imsgard til Berlingske Business.

Sydbank-analytikeren advarer dog imod at tro, at den danske bryggerikoncern er på vej til at købe sig op i den helt store liga. Carlsberg er stadig lillebror, og det er der ikke noget, der tyder på kan ændre sig pludseligt.

»Der er vel en tendens til, at investorer drømmer om, at Carlsberg skal lave det her gigantiske, asiatiske opkøb, som ved et trylleslag vil ændre deres position fra rimelig god til fantastisk, men det opkøb har jeg simpelthen svært ved at få øje på,« siger han og tilføjer:

»De store internationale aktører er opmærksomme på, hvilke muligheder der er. Og hvis de vil, er de så store, at de nok ville kunne tryne Carlsberg i en budkamp. Jeg tror, at den vej man skal gå, er som nu - ved at øge ejerandelen i selskaber, hvor man allerede har en fod indenfor.«

Morten Imsgard peger på, at det, at Carlsberg eksempelvis har en lille ejerandel i et lille kinesisk bryggeri, kan afskrække konkurrenterne fra at få en fod indenfor. På den måde kan Carlsberg muligvis stille og roligt øge sin ejerandel. Det er i Sydbank-analytikerens optik en fin strategi, der er med til at øge tilstedeværelsen på de fremadstormende markeder mærkbart.

»Det er faktisk rimeligt store milliardbeløb, som Carlsberg bruger på at øge de her markedsandele. Det ser ikke så spektakulært ud, men på den lange bane kan det sådan set være den rigtige strategi,« siger han og påpeger i samme åndedræt, at Carlsberg har kræfterne, hvis et fristende tilbud skulle dukke op:

»Hvis muligheden byder sig, så er de jo polstrede til at kunne købe relativt store aktører i den asiatiske region - der er bare ikke ret mange, der er til salg eller overhovedet er mulige at købe.«

Det vil dog ikke kunne ændre ved, at Carlsberg fortsat må prioritere i kampen mod de tre store aktører.

»Problemet ligger i, at Carlsberg på en eller anden måde allerede er hægtet af kapløbet i forhold til SAB Miller, Heineken og Inbev, som er så meget større, at man reelt ikke kan konkurrere mod dem på alle markeder. Derfor må vælge sine kampe med omhu,« siger han til Berlingske Business.

 

Dagens Gossip