Carlsberg oplever fremgang i presset russisk marked

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

For en sjælden gangs skyld er Rusland et lyspunkt for den danske bryggerigigant Carlsberg. Det skriver Carlsberg i en periodeopdatering for årets tre første måneder.

Meddelelsen, der kun indeholde meget sparsomme informationer, beretter, at den samlede organiske vækst i salget - altså uden opkøb - steg med to procent i de første måneder.

Målt i kroner faldt omsætningen i første kvartal til 13,0 millioner kroner, udløst af en negativ valutaeffekt.

Det var resultatet af, at mængderne faldt med to procent til 29,3 hektoliter, men at prisstigninger og salg af dyrere øl hjalp omsætningen frem.

På den absolut lyse side gik omsætningen i divisionen Østeuropa, der har været hårdt plaget af krig, sanktioner mod Rusland og rublens voldsomme deroute, frem med 20 procent.

- Vi vurderer, at de østeuropæiske ølmarkeder faldt med et midt encifret procenttal. Vi opnåede volumenvækst i Rusland, Ukraine og Kasakhstan. Den russiske volumenvækst skyldtes primært det nemme sammenligningsgrundlag, skriver Carlsberg.

Bag fremgangen i Østeuropa var en vækst i ølmængderne på seks procent og en solid forbedring af salget af dyrere øl og prisstigninger.

I Vesteuropa, Carlsbergs langt største marked, faldt omsætningen med tre procent da der blev købt syv procent mindre af bryggeriets produkter målt i liter.

- Vi vurderer, at det samlede vesteuropæiske ølmarked var fladt i kvartalet. Vores volumener var påvirket af tabet af en kunde i Storbritannien, vores udtrædelse af kontrakter med negativ marginpåvirkning i Finland og Polen samt et vanskeligt sammenligningsgrundlag, skriver Carlsberg.

Samlet set er koncernen dog godt tilfreds med udviklingen og fastholder sin forventning om at øge sit driftsresultatet en smule i år.

- Vi leverede en solid start på året i det, der sæsonmæssigt er et lille kvartal. Ved hjælp af vores nye value managementtilgang er vi på vej til at skabe en bedre balance mellem markedsandel, bruttomargin og indtjening, skriver administrerende direktør Cees 't Hart i regnskabet.

/ritzau/