Carlsberg rydder op i butikken med ny milliardspareplan

Skrevet af admin

11/11/2015

Mest læste i dag

Carlsberg rydder kraftigt op i butikken og starter et enormt omstruktureringsprogram. Det fortæller bryggeriet i sit regnskab for tredje kvartal.

Det nye program, "Funding the Journey", skal forbedre Carlsbergs indtjening og pengestrømme og indebærer en samling af både tidligere initiativer samt en række nye tiltag.

I alt ventes programmet at koste 10 milliarder kroner i nedskrivninger og restruktureringsomkostninger, hvoraf de 8,5 milliarder kroner rammer 2015-resultaterne.

I tredje kvartal var der således særlige poster på 7,7 milliarder kroner - især på grund af nedskrivninger i Rusland og Kina.

Når programmet er gennemført, ventes det at give en årlig forbedring af overskuddet på 1,5 til 2 milliarder kroner fra 2018.

Samtidig brygger Carlsberg-ledelsen på en ny strategi, Sail 2022, som vil blive meldt ud om et halvt år i forbindelse med regnskabet for første kvartal af 2016.

/ritzau/