Carlsbergs fadølslager er tørlagt

Som følge af den verserende konflikt på Carlsbergs tapperi i Fredericia, er Carlsbergs lager for fadølsfustager og også enkelte sodavandsprodukter udtømt, lyder det nu fra ølgiganten.

Konflikten foregår internt på medarbejdersiden, hvor 130 tapperiassistenter fra 3F har nedlagt arbejdet i protest over, at en nyansat ikke ønsker at melde sig ind i fagforbundet.

Sagen er ved at gå ind i sin anden uge, og da lageret rækker til leverancer en uge frem i tiden, begynder de tomme fustager med de gyldne dråber at hobe sig op. Det er dog kun fadøl og enkelte sodavandsprodukter der er knappe, mens situationen for dåse- og flaskeøl er uændret.

»Vi er begyndt at undersøge, hvordan vi kan sikre leverancen til vores kunder ad andre kanaler. Vi har produktionssteder i Tyskland, Sverige og Finland, som vi kigger på, sådan at vi kan skaffe varer den vej rundt og få dem ud til forbrugerne,« siger kommunikationschef i Carlsberg, Jens Bekke.

Der er for nuværende ikke problemer med at levere øl på flasker.

Kommunikationschefen betegner situationen som »fastlåst«. Det er en lidt usædvanlig konflikt, da den ikke er ikke er et direkte opgør med ledelsen, men et opgør mod den ene ansatte.

»Vi synes jo, at vi står og er gidsler i en konflikt, hvor vi ikke kan gøre noget. Det samme gælder vores kunder. Det er også derfor, vi forsøger at skaffe varer gennem andre kanaler i tilfælde af, at konflikten skulle trække yderligere ud,« siger Jens Bekke.

Strejken er ved Arbejdsretten i sidste uge blevet kendt overenskomststridig. Alligevel besluttede de 130 medarbejdere at fortsætte strejken ved et møde tidligere onsdag.

Dagens Gossip