Caroline Wozniacki tabte semifinale i New Haven

Caroline Wozniacki tabte natten til lørdag dansk tid sin semifinale i WTA-turneringen i New Haven, der ellers er at betragte som hendes hjemmebane med fire vundne turneringer på CV'et.

Rumæneren Simona Halep - nummer 23 på verdensranglisten - udnyttede ethvert svagt moment fra Caroline Wozniacki, og dem var der mange af. Allerede i sit første serveparti blev danskeren brudt, og Simona Halep kunne ubesværet køre første sæt hjem efter en blodfattig præstation af Wozniacki.

Andet sæt blev ligeledes indledt med et brud på Caroline Wozniackis serv, men danskeren formåede trods svagt spil at kæmpe sig tilbage i opgøret.

Wozniacki reddede to matchbolde i Haleps sidste serveparti, men rumæneren slog et tværslag med baghånden, vandt kampen og strøg i finalen, hvor hun møder den forsvarende mester i New Haven, tjekken Petra Kvitova.

- Jeg har en meget tom følelse på en måde, for jeg har været så vant til at vinde her, og jeg elsker at vinde, siger Caroline Wozniacki ifølge ESPN.

Wozniackis spil i turneringen i særligt den skarpe kvartfinalesejr mod Sloane Stephens havde givet løfter om et nyt og forhøjet niveau hos danskeren, men nederlaget til Simona Halep har fået forventningerne ned på jorden igen.

Danskeren er fortsat titelløs i 2013, og har med nederlaget i New Haven fået en ærgerlig optakt til årets sidste Grand Slam-turnering, US Open, i New York i næste uge. Her er hun blevet velsignet med en nem lodtrækning og skal møde den 24-årige kineser Duan Ying-Ying, der er placeret som verdens nummer 135.

Dagens Gossip

Dagens TV