Carsten Hansen vil have færre ghettoer

Det er målet med regeringens udspil »Udsatte boligområder - de næste skridt«, som Berlingske omtaler mandag.

I udspillet lægger regeringen blandt andet op til at ændre ghettolisten, så den bliver mere »nuanceret«, lyder det fra minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S), der som noget nyt vil have kriterierne uddannelse og indkomst med på listen.

»Hvis der er en meget, meget lav uddannelsesfrekvens, så ved vi, det danner grobund for parallelsamfund, sort økonomi og måske bandeøkonomi,« siger Carsten Hansen.

Hvis de to kriterier var med, da den nuværende ghettoliste blev udarbejdet, ville der i Danmark være 29 i stedet for 33 ghettoer. Og det er den vej, det skal gå, mener Carsten Hansen.

»For mig er det et mål, at vi får færre,« siger han.

»Vi må forhandle med Folketingets partier, men som det ser ud nu, vil der være lidt færre på listen - 29 i stedet for 33,« siger Carsten Hansen, der dog ikke vil pege på, hvilke områder der står til at falde ud af listen.

Fra 2011 til 2012 voksede listen fra 28 til 33. Det er ifølge Berlingske regeringens mål, at antallet af ghettoer skal være nedbragt med 25 procent i 2016 og 50 procent i 2020.

Dagens Gossip