Casanova-Clooney knuselsker konen

Skuespilleren George Clooney var kendt som en af verdens mest eftertragtede mænd, der har nedlagt kendte kvinder på stribe.

Men i 2013 forelskede den tidligere så notoriske ungkarl sig i menneskerettighedsadvokaten Amal Alamuddin, som nu er kvindens i hans liv, og det har sendt ham i den syvende himmel.

- Hun er et fantastisk menneske og så omsorgsfuld. Hun har en fantastisk sans for humor, og så er hun i øvrigt også et af de klogeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Der er et utal af grunde til, jeg forelskede mig i hende, siger 54-årige Clooney om fruen, som er uddannet fra anerkendte universiteter i både USA og England.

Den 37-årige topadvokat har tidligere repræsenteret WikiLeaks-grundlæggeren Julian Assange og repræsenterer i øjeblikket Armenien i landets sag mod lederen af det tyrkiske arbejderparti.

- Jeg er altid meget stolt, når hun taler ved den internationale appelret i Strasbourg. Det er meget imponerende, siger den dobbelte Oscar-vinder, der er vild med hendes fremtoning.

- Lige siden jeg mødte hende, har hun altid haft en sindssyg, excentrisk sans for mode. Det er utroligt, at hun er så velklædt, selv om hun arbejder på 11 sager af gangen. Det er fascinerende at se, for hun ser altid fantastisk ud, siger Clooney, som mandag var til den store eksklusive Met Gala i New York med fru Clooney.

Alamuddin og Clooney giftede sig i september 2014 i den italienske kanalby Venedig ved et storstilet bryllup med en stjerneparade af gæster med blandt andet U2-forsangeren Bono, skuespillerne Matt Damon og Bill Murray og den tidligere supermodel Cindy Crawford.

Clooney var gift med skuespillerinden Talia Balsam fra 1989 til 1993 og svor ellers offentligt, at han aldrig nogensinde ville gifte sig igen. Faktisk har han væddet med skuespillerinderne Julia Roberts, Sandra Bullock og Michelle Pfeiffer om, at han aldrig ville sige ja til ægteskabet igen. Pfeiffer fortalte i 2007, at hendes væddemål med Clooney nu lød på en halv million kroner.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip