Casillas afviser at være muldvarp

Den spanske fodboldkeeper Iker Casillas har den seneste tid stået på mål for flere hårde beskyldninger, og Real Madrid-spilleren tager nu til genmæle.

Blandt andet er spanieren blev beskyldt for at ville destabilisere træner José Mourinhos position i kongeklubben, efter at holdet har haft en svær start på sæsonen i La Liga.

- Over de seneste måneder er jeg mod min vilje blevet forbundet til en række episoder, skriver Iker Casillas ifølge nyhedsbureauet AFP på sin Facebook-side.

- En dag sagde de, at jeg ikke støttede min holdkammerat Cristiano Ronaldo (det er svært at finde en, der beundrer ham mere, end jeg gør), og en anden gang, at jeg skulle være muldvarp, der lækker informationer.

Men det hele er usandt, slår den spanske landsholdsmålmand fast.

- Efter de 13 år, jeg har spillet i verdens bedste klub, må jeg bare sige, at det er uberettiget, siger Iker Casillas.

Det er blevet hævdet i spanske medier, at Real Madrid-målmanden skulle have afsløret holdhemmeligheder for at besværliggøre Mourinhos arbejde.

Hvis Iker Casillas et øjeblik kan glemme problemerne i Real Madrid, så kan han glæde sig over, at han fredag blev den første målmand til at holde målet rent i syv kampe i træk for det spanske landshold.

Spanien vandt fredagens VM-kvalifikationskamp med 4-0 over Hviderusland.

 

Dagens Gossip