Casillas efter sejr over Juventus: Et vigtigt skridt

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Real Madrid ser ud til at være på direkte kurs mod 1/8-finalen i Champions League, efter at det spanske storhold onsdag aften vandt sin tredje sejr ud af tre mulige med 2-1 hjemme over Juventus.

Madrilenernes erfarne målmand Iker Casillas lægger da heller ikke skjul på, at det ser godt ud i toppen af gruppe B, der også har deltagelse af FC København og Galatasaray.

- Vi har taget et meget vigtigt skridt mod kvalifikation til næste runde. Det var dog ikke let. Da Juventus fik en mand udvist, trak de sig lidt tilbage, og det gjorde det sværere for os at skabe målchancer.

- Nu har vi ni point efter tre kampe, og vi skal forsøge at holde dampen oppe og gå ubesejret igennem gruppespillet, siger Iker Casillas ifølge uefa.com.

Han havde en travl aften i målet mod et velspillende Juventus-hold, der særligt før pausen var med til at skabe en flot kamp.

Italienernes angriber Carlos Tévez er da også mere ærgerlig over resultatet end over sit holds præstation.

- Vi er skuffede over, at vi tabte, men jeg synes, at vi spillede en vældig god kamp, siger Tevez.

Han fik selv vanskeligere arbejdsbetingelser efter pausen, da holdkammeraten Giorgio Chiellini blev smidt ud, så Juventus måtte spille resten af kampen i undertal.

- Det var meget svært i anden halvleg, da vi var 10 mand. Vi har ingen undskyldninger, for vi lavede nogle fejl i aften, og når du laver fejl mod så gode modstandere, så bliver du altid straffet, konstaterer Carlos Tévez.

Mens Real Madrid stormer frem med ni point efter tre kampe, er Juventus under pres. Holdet er kun noteret for to point og er overhalet af Galatasaray, der har fire. I bunden ligger FC København med et enkelt point.

/ritzau/