Casillas er efter 166 kampe snart færdig på landsholdet

Skrevet af admin

28/03/2016

Mest læste i dag

Landsholdsmålmanden Iker Casillas holdt søndag aften buret rent i Spaniens 0-0-kamp ude mod Rumænien. Og samtidig blev den 34-årige Porto-keeper noteret for sin landskamp nummer 166.

Der er opstået tvivl om, hvorvidt Casillas har sat europarekord, da Vitalijis Astafjevs fra Letland står noteret for et sted mellem 165 og 167 landskampe.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa har Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, kun noteret Vitalijis Astafjevs for 165 landskampe, fordi to ikke er godkendt som officielle landskampe.

I Letland står Vitalijis Astafjevs noteret for 167 landskampe i årene fra 1992 til 2010, mens Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, oplyser, at letten har spillet 166.

Casillas, som fik sin landsholdsdebut i juni 2000 i en alder af blot 19 år, sad over i torsdagens 1-1-kamp mod Italien i Udine. Her stod Manchester United-keeperen David De Gea på mål for spanierne.

Casillas, som har holdt målet rent i 710 minutter i træk på det spanske landshold, erkender, at det snart er slut på landsholdet.

- Tiden for mit stop kommer tættere og tættere på. Men jeg har håb endnu og vil gerne være med på holdet med mange unge spillere.

- Jeg ved ikke, om dette er mit sidste år med Spanien. Jeg tænker kun på at nyde det hver dag, siger den tidligere Real Madrid-spiller.

Casillas har i øvrigt et stykke op til den spiller i verden med flest landskampe. Det er egypteren Ahmed Hassan (1995-2012) med 184 landskampe.

Af andre aktive europæiske spillere står den italienske målmand Gianluigi Buffon noteret for 155 landskampe.

/ritzau/