Casillas tilbage mod FCK

Der kommer til at ske ting og sager i Real Madrids opstilling mod FCK i forhold til lørdagens nederlag til Atlético

Først og fremmest tyder alt på, at anfører og klublegenden, Iker Casillas, skal spille fra start på hjemmebanen Santiago Bernabeu for første gang i ni måneder. Under José Mourinho røg målmanden ud på bænken, og overraskende nok fortsætter det under Carlo Ancelotti.

Casillas startede inde i den første Champions League-kamp mod Galatasaray, som Real Madrid vandt 6-1 i Istanbul. Men den spanske stjernemålmand blev skadet kort inde i kampen og afløst af Diego Lopez, der har taget positionen som førstemålmand. Men Lopez har ikke holdt nullet siden august, og nu skal Casillas ind og føre Real Madrid til sikker sejr mod FCK.

Desuden ventes Luka Modric at ryge ind på den centrale midtbane, hvor han erstatter udskældte Sami Khedira, og Gareth Bale kommer til at starte inde på højrekanten i stedet for Angel di Maria.

Yderligere en ændring ventes i front, hvor stortalentet Alvaro Morata kan erstatte Karim Benzema, der spillede forfærdeligt mod Atlético.

Den unge spanske stjerne Isco erkendte i går efter gårsdagens træning, at Real Madrid skal leve op til massive forventninger om en storsejr mod FCK.

- Vi spillede hverken godt mod Elche ( kneben 2-1-sejr i dommerens overtid, red.) eller lørdag mod Atlético. Det skal være meget bedre mod København, og vi er da under stort pres for at vinde den kamp. Hvis vi ikke vinder den kamp, så vil det være rigtig dårligt for os. Så vil der være rigtig meget negativ snak. Vi skal helst tilbage på sporet, sagde den unge Real-stjerne.

Han vil dog ikke love vilde cifre på Bernabeu, selv om FCK er i krise i Superligaen.

- København kommer her, fordi de er mestre, og de har spillet Champions League før. Det er ikke noget dårligt hold. Der er ingen af os, der tænker på, at den her kamp bliver let, og at vi kommer til at score mange mål. Jeg er godt klar over, at det forventer folk, men det er sejren, der er afgørende for os. Ikke cifrene, forklarer Isco.

Dagens Gossip

Dagens TV