Casper Christensen og Frank Hvam trækker fulde huse i Vestjylland

Casper og Frank. Nu som mennesker.

Casper Christensen og Frank Hvam er yderst populære, og det gælder også i Vestjylland.

I hvert fald har Musikteatret Holstebro nu solgt over 2.200 billetter til to aftener med de populære komikere og deres to shows med "Casper & Frank nu som mennesker" onsdag den 14. og torsdag den 15. marts.

Egentlig var der kun planlagt forestillingen om torsdagen, men den nærmede sig hurtigt udsolgt. Derfor er der arrangeret en ekstra onsdag den 14. marts, og her strømmer publikum også til. Samlet er der kun omkring 130 billetter tilbage til de to aftener.

Casper Christensen og Frank Hvam havde premiere på forestillingen i efteråret i København, og publikum og presse jubler.

Anmelder Hans Bjerregaard giver fem stjerner i Ekstra-Bladet og skriver " Det er faktisk uhyre svært at finde argumenter imod at gå ind og se Casper og Frank som mennesker.”

Henrik Palle i Politiken tildeler også fem stjerner: "Casper Christensen og Frank Hvams show er vidunderligt morsomt på den sine steder udpræget livsfarlige måde.

Der er sekvenser i løbet af den alt inklusive tre timer lange forestilling, som burde være receptpligtige og forbudt for hjertesvækkede og bornerte borgere. Og når først de to brovtende bonkammerater kommer op i gear, sætter de praktisk taget ikke en fod forkert."

Casper Christensen og Frank Hvam startede med “Mandrillen” og “Langt Fra Las Vegas” på tv. I Musikteatret Holstebro vil de optræde i rollerne som sig selv. Væk er udklædning og fiktion. Tilbage står to mennesker, der fortæller en historie om venskab, forskelle, konflikter og jagten på den næste joke.

Dagens Gossip