Casper Sloth får tre år i Leeds

AGF-spilleren Casper Sloth skifter til den næstbedste engelske fodboldrække, hvor han har fået en kontrakt hos Leeds.

Den engelske klub skriver, at den har indgået en treårig aftale med midtbanespilleren.

22-årige Sloth har det seneste år været inde omkring landsholdet, men i foråret dykkede formen, og Sloth røg atter ud i kulden.

Dette var også tilfældet på klubholdet, hvor midtbanespilleren en overgang i foråret måtte kæmpe hårdt for spilletiden.

Casper Sloth har trods et svingende 2014, hvor han ikke har nået de spillemæssige højder fra 2013, formået at overbevise Leeds om, at han er værd at satse på.

I AGF er man stolte af den udvikling midtbanespilleren har gennemgået.

- Casper Sloth har gennemgået en flot udvikling fra talent til A-landsholdsspiller i AGF, og det er derfor naturligt, at han nu tager et skridt videre i sin karriere.

- Vi takker ham for indsatsen i klubben og ønsker ham alt det bedste fremover, siger direktør Jacob Nielsen til klubbens hjemmeside.

Leeds var indtil for få år siden en fast del af Premier League, men klubben blev tvangsnedrykket på grund af økonomiske problemer. Leeds har de seneste år kæmpet sig op i The Championship, hvor holdet er placeret i bunden.

Casper Sloth har i alt spillet 134 kampe for AGF og scoret 10 mål.

/ritzau/

Dagens Gossip