Casper U. er 100 procent klar til at afløse Eggert

Skrevet af admin

04/01/2014

Dagens topnyheder

Håndboldspilleren Casper U. Mortensen spillede en god kamp for Danmark, da det blev til en sikker 34-22-sejr over Norge i den første kamp ved Golden League-stævnet i Frankrig.

Den 24-årige fløjspiller fra Bjerringbro-Silkeborg scorede fire gange i fraværet af det sædvanlige førstevalg, Anders Eggert, der ikke klarede en test før kampen.

- Det er synd for Anders og frygteligt irriterende, at han skal kæmpe med en skade netop nu.

- Jeg håber det bedste for ham, men spiller han ikke, så føler jeg mig 100 procent klar til opgaven. Den skræmmer mig overhovedet ikke, siger Casper U. Mortensen til Jyllands-Posten.

Anders Eggert er skadet og sidder helt sikkert også over i søndagens kamp mod de franske OL-guldvindere.

Til gengæld kan Flensburg-Handewitt-fløjen muligvis være med i den sidste kamp ved Golden League, tirsdagens opgør mod Qatar.

- Vi har skannet Anders i foden og læggen. Der er intet at se. Han spiller måske tirsdag, men helt sikkert ikke i morgen, siger landstræner Ulrik Wilbek.

Landstræneren så Danmark vinde anden halvleg med 14 mål over de mere og mere modløse nordmænd.

Forinden var dog gået en meget skidt periode i første halvleg, så Danmark var bagud 13-15 ved pausen.

- Det behøver ikke se alt for nemt ud. Det er godt, at noget skal rettes til før EM, siger Ulrik Wilbek.

Danmark spiller sin første kamp ved EM den 12. januar i Herning. Her er Makedonien modstanderen.

/ritzau/