Castro besøger Paven i Vatikanet

Skrevet af admin

10/05/2015

Dagens topnyheder

Cubas præsident, Raul Castro, var søndag på visit i Vatikanet, hvor pave Frans tog imod, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Efter en times snak på pavens kontor, kom de to statsoverhoveder ud og gav hinanden hånden. Besøget var privat og ikke et officielt statsbesøg.

Efter sit besøg i Vatikanet tog præsidenten videre til et møde med den italienske præsident, Matteo Renzi, og her fortalte Castro hvor imponeret han var over pavens "visdom og beskedenhed".

- Jeg fortalte premierministeren, at hvis paven bliver ved med at tale som han gør, så vil jeg før eller siden begynde at bede igen og vende tilbage til den katolske kirke. Jeg mener det, sagde Castro på et pressemøde hos premierminister Renzi.

Raul Castro, som er lillebror til den Cubanske revolutions fader, Fidel Castro, er kommunist og derfor modstander af al religion, men før revolutionen var både han og broderen Fidel katolikker.

På vej ud fra mødet fortalte Castro, at han havde takket paven for at have mæglet mellem USA og Cuba i forsøget på at løse de to landes mangeårige konflikt.

Pave Frans er af USA og Cuba blevet rost for, at være en af de bærende kræfter i det fremskridende forsoningsarbejde de to lande imellem, efter at mere end 50 års uenigheder har brudt alle diplomatiske bånd.

Castro besøgte Vatikanet på vej hjem fra Moskva, hvor han deltog i fejringen af 70-året for afslutningen på anden verdenskrig.

Om fire måneder kan Castro og paven igen give hinanden hånden, når den katolske kirkes overhoved rejser på officielt besøg i Cuba og USA.

Sidst, en pave besøgte Cuba, var i 2012, da pave Frans' forgænger, pave Benedikt XVI, besøgte landet. Pave Johannes Paul II besøgte Cuba i 1998, og det blev et skelsættende besøg, som forbedrede levevilkårene for landets katolikker markant.

Pave Frans, der er født i Argentina, er den første sydamerikanske pave.

/ritzau/dpa