Catalonien stemmer symbolsk om selvstændighed

Skrevet af admin

09/11/2014

Dagens topnyheder

Hundredtusinder af cataloniere ventes at bakke op om løsrivelse fra resten af Spanien, når en symbolsk folkeafstemning søndag skal måle borgernes støtte til øget selvstændighed.

Håbet blandt de løsrivelsesivrige partier i den nordøstlige spanske region er et stort fremmøde, der vil kunne sende et stærkt signal til regeringen i Madrid, som er stærkt imod afstemningen.

Folkeafstemningen er egentlig ad flere omgange blevet erklæret ugyldig - senest af den spanske højesteret. Det har dog ikke holdt regeringen i Catalonien fra at gå videre med en uformel og ikke-bindende folkeafstemning.

Selvstændighedspartierne satser på, at en stor opbakning til løsrivelse i sidste ende vil kunne føre til mere politisk autonomi på blandt andet skatteområdet - eller muligvis overbevise Madrid om, at der skal holdes en bindende folkeafstemning om løsrivelse på et senere tidspunkt.

Der bor 7,5 millioner mennesker i den rige region, og den catalonske leder Artur Mas har sagt, at opbakning til løsrivelse fra mindst halvanden million indbyggere ved afstemningen vil kunne give Catalonien stærke kort på hånden over for den spanske regering.

Meningsmålinger viser, at op mod 80 procent af catalonierne ønsker øget selvstændighed. Omkring halvdelen af indbyggerne i regionen er tilhængere af fuldstændig uafhængighed.

Finanskrisen og dens efterveer har fået ønsket om løsrivelse til at blomstre i Catalonien, der står for en femtedel af Spaniens økonomi, har sin egen kultur med flag og eget sprog, og som sammenlignet med den økonomiske situation i resten af landet klarer sig glimrende.

Trangen til løsrivelse viste sig blandt andet i september, hvor hundredtusinder marcherede i Barcelonas gader for selvstændighed. Det ses også på Camp Nou, fodboldholdet FC Barcelonas hjemmebane, hvor det rødgule catalonske flag mange steder vajer på tribunerne.

/ritzau/Reuters