Cavendish sikrer spurtsejr i Schweiz Rundt

Skrevet af admin

17/06/2014

Dagens topnyheder

Sprinteren Mark Cavendish var hurtigst på 4. etape af cykelløbet Schweiz Rundt, der som forventet endte med en massespurt.

Briten fra Omega Pharma-Quick-Step-holdet afviste i spurten spanieren Juan José Lobato (Movistar) og slovakken Peter Sagan (Cannondale), som mandag vandt 3. etape.

Tinkoff-Saxo holdt sig godt fremme i afslutningen, og Michael Mørkøv forsøgte at blande sig, men han endte uden for top-10.

4. etape blev kørt over 160 kilometer fra Heiden til Ossingen. Etapen blev præget af et udbrud med to ryttere, men de blev helt efter planen indhentet før mål.

Tyske Tony Martin (Omega Pharma-Quick-Step) er fortsat i front i den samlede stilling.

Etapen blev endnu en nedtur for Sky-kaptajnen Bradley Wiggins, som styrtede cirka 26 kilometer før mål.

Han lå i forvejen langt tilbage i den samlede stilling, og 2012-vinderen af Tour de France har ikke overbevist om, at han skal med på Tour-holdet i år.

/ritzau/