Cazorla holder Arsenal på førstepladsen

Skrevet af admin

18/01/2014

Mest læste i dag

Efter to scoringer af spanieren Santi Cazorla lykkedes det Arsenal at slå Fulham i London-derbyet med 2-0.

Dermed bevarer Arsenal førstepladsen i Premier League, hvor Nicklas Bendtners klub er et point foran forfølgerne fra Manchester City.

I første halvleg var der ikke meget underholdning til publikum på Emirates Stadium.

Arsenal sad på spillet, men favoritterne blev aldrig farligere end Mesut Özils sløje afslutning på en friløber efter fire minutters spil.

Halvlegens bedste forsøg kom fra gæsternes Steve Sidwell, der efter 25 minutter havde en god flugter, som Wojciech Szczęsny i Arsenal-buret kun kunne halvklare.

Hjemmeholdet kom bedst ud til anden halvleg, og efter 56 minutter misbrugte Arsenal en tredobbelt chance i feltet, som Maarten Stekelenburg i Fulham-målet sammen med flyvende forsvarsspillere mirakuløst fik afværget.

Minuttet efter gik den dog ikke længere for udeholdet. Efter et par kombinationer i feltet havnede bolden for fødderne af Santi Cazorla, der resolut sparkede Arsenal i front.

Fire minutter senere var Cazorla på spil igen, da han på kanten af feltet afsluttede fladt med venstrebenet. Mellem venner og fjender havnede bolden i det lange målhjørne til en 2-0 føring.

Dermed var kampen reelt lukket, og der kom ikke yderligere scoringer, selv om indskiftede Lukas Podolski var tæt på med et hårdt spark på målrammen.

Der blev også spillet to andre kampe i London lørdag eftermiddag. Newcastle slog West Ham 3-1, mens bundholdet Crystal Palace hjemme vandt 1-0 over Stoke City.

/ritzau/