CD-afspillerne ryger ud - smart tv indtager de danske hjem

Skrevet af admin

28/04/2015

Dagens topnyheder

Først røg kassettebåndene. Så blev der færre lp'er. Og nu ser det ud til, at også cd'erne er på vej på loftet eller i kælderen i mange danske hjem. I hvert fald falder andelen af danskere, som har en cd-afspiller i hjemmet.

Kun i 64 procent af de danske hjem findes i dag en cd-afspiller mod 82 procent for bare tre år siden, oplyser Danmarks Statistik.

Selvom det ifølge brancheforeningen Branchen Forbrugerelektronik (BFE) kun går en vej for salget af cd-afspillere i øjeblikket, så er det dog for tidligt at aflive dem helt, siger Laila Kelp Rasmussen, direktør i BFE.

- Antallet af cd-afspillere vil sandsynligvis falde meget hurtigt. Inden for kort tid vil det måske være nede på 40 procent af husstandene, som har en.

- Men faktisk har teknologier det med at være uendelig lang tid om at blive helt udfaset. Der vil være en gruppe mennesker, som holder fast i for eksempel cd-afspilleren, fordi den har de brugt altid, den virker, og de er rigtig glade for den, siger hun.

Tendensen går mod, at vi køber musik på nettet, som vi afspiller for eksempel via mobilen eller computeren. Men især en del af musikelskerne over 40 år vil holde fast i at afspille deres cd'er, siger Laila Kelp Rasmussen.

- Men mange af de unge har jo ikke samme bagkatalog, som de skal kunne afspille, og derfor har de slet ikke brug for en cd-afspiller, siger hun.

Danskernes elektronikvaner ændrer sig på flere fronter. Ifølge Danmarks Statistik har fire ud af 10 hjem nu et smart tv, som har adgang til internettet. Andelen er vokset fra 24 til 40 procent på to år, mens dvd-afspillerne til gengæld er på retur.

Dvd-afspilleren uden harddisk findes i 53 procent af hjemmene mod 68 procent i 2012.

Hvis husstanden ikke har anskaffet sig et smart tv, så er der til gengæld god chance for, at der er enten en stationær computer, en bærbar eller en tablet i hjemmet. Det er der nemlig i 92 procent af de danske familier, viser statistikken.

Det er især antallet af tablets som for eksempel en iPad, der vokser i familierne. Andelen af familier med tablet-pc er vokset fra 19 til 50 procent på tre år.

I undersøgelsen indgår familier, hvor mindst et familiemedlem er mellem 16 og 74 år, oplyser Danmarks Statistik.

/ritzau/