Cecilie og Julie er klar til Mentor-finale

Skrevet af admin

12/10/2013

Dagens topnyheder

Uge efter uge har det været mentorerne, der er blevet sendt hjem af seerne. Men i denne uge var det de seks sangere, der stod for skud, da seks skulle blive til to.

I sidste uge blev det afgjort, at Nikolaj Steen og Nikolaj Nørlund skal stå overfor hinanden i næste uges finale, og i denne uge blev det så afgjort, at Cecilie Trolle og Julie Bjerre skal kæmpe om en pladekontrakt.

I første omgang stemte seerne 19-årige Magnus Noach og 16-årige Adrian Mikkelsen hjem. Derefter skulle de resterende fire sangere dyste om de sidste to pladser.

Her var det de to Nikolaj'er, der skulle beslutte, hvem de ville have med i finalen.

Nikolaj Nørlund valgte sin originale mentee, Cecilie Trolle, mens Nikolaj Steen valgte 15-årige Julie Bjerre. 

Adrian Mikkelsen åbnede showet med Ushers "Climax" og høstede stående applaus fra de to mentorer og et kram fra Thomas Blachman.

Aftens semifinale blev af mentorerne og Thomas Blachman brugt på at evaluere, de seks sangers udvikling. 

Især 23-årige Selina Janes udvikling blev beundret af alle tre herrer. Rockpigen sang først Dolly Partons "Jolene", og da hun skulle prøve at overbevise Nikolaj Steen om, at det var hende, der skulle med i finalen, sang hun "Limit to your love" af Feist.

Dansk-tyske Simon Glöde optrådte først med Gnarls Barkleys "Crazy" og derefter med Justin Timberlakes "Cry me a river".

20-årige Cecilie Trolle imponerede igen mentorerne, da hun sang "Pludselig" af Sebastian. Thomas Blachman var så imponeret, at han hoppede op på scenen og gav Trolle et kys på kinden. I anden omgang sang hun Amy Winehouses "Back to Black".

Magnus Noach sang i denne uge Rasmus Walters "Endeløst". Efter sin optræden forklarede han, at han har haft den perfekte kombination af mentorer. Først med Waqas Qadri, der gav Noach en spandfuld selvtillid og derefter Nikolaj Nørlund, som har hjulpet ham med at udforske det danske sangunivers. 

Julie Bjerre havde kun haft en uge med Nikolaj Steen, men alle var enige om, at samarbejdet klædte hende. Hun sang i første omgang Ellie Gouldings "Figure 8", og i omsangen sang hun Robyns "Indestructible". 

I næste uge er det altså både en kamp om, hvem der bliver årets mentor, og hvilken sanger, der vinder en pladekontrakt.

Newspaq