Cekic: Simpelthen det dummeste at halvere dagpengeperiode

Partiformanden sagde blandt andet i sin tale, at dagpengereformen var »for barsk«, og det glæder partiets sundhedsordfører, Özlem Cekic (SF).

»Vi har altid i SF ment, at en halvering af dagpengeperioden var simpelthen det dummeste, man kunne gøre. Men vælgerne valgte et flertal, der skulle føre det videre ud i livet,« siger hun.

»Vi har helt klart og tydeligt sagt, at som situationen er lige nu, så er det ikke optimalt. Når flere tusinde mennesker falder ud måned efter måned, kan det aldrig ud fra et SF-synspunkt være optimalt,« siger Özlem Cekic, der dog ikke vil komme med konkrete bud på, hvad man skal gøre for at løse problemet.

»Annette siger jo faktisk i dag, at vi ikke mener, at problemet er løst, og derfor er der også et møde med Finansministeriet, hvor man skal diskutere, hvad man skal gøre, og det ser jeg faktisk meget frem til.«

Spørgsmål: Kunne det være en idé at forlænge perioden igen?

»Det er der et møde om, og det er det, man skal diskutere, og det kan jeg ikke gå yderligere ind i,« siger hun.

Spørgsmål: Hvad synes du?

»Der er et møde, og det vil jeg respektere, men vi understreger igen og igen, at vi så ikke, at man halverede dagpengene«.

Netop spørgsmålet om dagpengeforringelserne ventes at blive en af de helt store diskussioner på partiets landsmøde, der i weekenden bliver afholdt i Falconersalen i København, og det største bifald under Annette Vilhelmsens tale blev da også udløst af netop hendes kritik af reformen.

To SFere, Simon Tøgern fra SF Nørrebro og Karsten Hønge fra SF Odense, har foreslået, at man i landsmødeudtalelsen skriver, at SF vil »arbejde for en modernisering og forbedring af dagpengesystemet« og at »26 ugers arbejde skal give ny dagpengeret«.

Det forslag skal landsmødet senere diskutere.

Özlem Cekic vil dog ikke svare på, hvad hun mener om det forslag.

Dagens Gossip