Centralbank ventes at sætte renten længere ned

Skrevet af admin

08/01/2014

Dagens topnyheder

Når det går lidt bedre i økonomien, plejer renterne at gå op. Men Den Europæiske Centralbank, ECB, kan smide endnu et rentekort torsdag, når renten i euroland skal fastsættes.

Lige nu ligger renten på en kvart procent - men Nykredits cheføkonom Ulrik Bie mener, at renten kan gå hen og blive endnu lavere.

- Vi forventer, at ECB nedsætter renten fra 0,25 procent til 0,1 procent. Det er en konsekvens af de fortsat lavere inflationsudsigter, som ECB bliver nødt til at forholde sig mere håndfast til i de kommende måneder, skriver han i en kommentar om renten.

Og det er euroens fortsatte styrke, der efter cheføkonomens vurdering er dråben, der udløser en rentenedsættelse.

I Danske Bank er man ikke helt så skråsikker på en rentenedsættelse. Men økonomerne her peger også på, at den lave inflation er et problem for centralbanken:

- Presset på ECB øges, men vi forventer, at man afstår fra at skære i rentesatser på mødet i januar, skriver bankens økonomer.

Mange lande i Europa er på vej ind i mere smult vande i 2014 end i de foregående kriseår, og den finansielle sektor er trådt et skridt tilbage fra afgrundens rand. De seneste tal peger mod et skrøbeligt opsving.

- Men helt central er dog udviklingen i inflationen, påpeger Ulrik Bie, der vurderer, at inflationen i euroområdet vil ligge betydeligt under ECB's målsætning frem til i hvert fald 2018.

Den årlige inflation i euroområdet er på 0,9 procent, og det er langt fra ECB's målsætning om en årlig inflation på to procent. Og problemet er, at en lav inflation er dræbende for et eventuelt økonomisk opsving.

- Vores konklusion er derfor, at ECB nedsætter udlånsrenten fra 0,25 procent til 0,10 procent på rentemødet torsdag, skriver Ulrik Bie.

- Rentenedsættelsen er dog langt fra sikker på dette møde. De generelle toner fra verdensøkonomien er positive og kan holde ECB på sidelinjen lidt endnu, lyder det fra økonomen.

/ritzau/