Centraleuropa holder topmøde om Ukraine

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

Regeringscheferne for en stribe europæiske lande mødes onsdag i Ungarns hovedstad, Budapest, for at drøfte krisen i Ukraine.

Det meddeler regeringen i Slovakiet.

Ifølge oplysningerne deltager Slovakiets premierminister, Robert Fico. Han mødes i Budapest med sine kolleger fra værtslandet, Ungarn, fra Polen og fra Tjekkiet.

Mødet foregår inden for rammerne af den såkaldte Visegrad-gruppe, der blev etableret i 1991, og som arbejder for europæisk integration.

Situationen i Ukraine er i øjeblikket politisk spændt og meget usikker.

Oppositionen har i mange dage været på gaderne for at protestere mod præsident Viktor Janukovitj og hans regering.

Tirsdag meddelte premierminister Mykola Asarov, imidlertid, at han går af, og samtidig har parlamentet ophævet en lov, der satte begrænsninger for gadeprotester, og som oppositionen har kritiseret kraftigt.

Men landet er fortsat meget uenig om, hvilken vej det skal gå. I slutningen af 2013 valgte præsident Janukovitj at droppe en associeringsaftale med EU og i stedet søge et tættere samarbejde med Rusland, hvilket har vakt vrede hos oppositionen.

/ritzau/Reuters