Cepos: Dagpengeperioden skal endnu længere ned

Skrevet af admin

26/12/2013

Dagens topnyheder

Den borgerlig-liberale tænketank Cepos er lodret imod, at dagpengereformen rulles tilbage, sådan som Dansk Folkeparti foreslår det.

- Det vil reducere den strukturelle beskæftigelse med over 10.000 personer og svække de offentlige finanser markant. Konsekvensen vil være mindre velstand og muligvis højere skatter til at finansiere udgiften, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos.

Dansk Folkeparti har foreslået, at regeringen suspenderer reglerne for dagpengeperioden eller genoptjeningsretten, mens man laver en reform af dagpengene og nytænker hele systemet.

- Vi foreslår, at man går en periode på et til to år tilbage, så man igen kan få dagpenge i fire år, og genoptjeningsretten kommer ned på et halvt år, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.

Men der er tværtimod brug for yderligere reformer - for eksempel en dagpengeperiode på halvandet år, mener Cepos.

- Hvis vi ruller dagpengereformen tilbage, så får vi en dagpengeperiode på fire år, og det vil være betydeligt længere end i andre sammenlignelige lande. Fremadrettet har vi faktisk behov for yderligere reformer, der forbedrer incitamentet til at arbejde, siger Mads Lundby Hansen.

Ifølge Cepos har de økonomiske vismænd fundet, at reformen allerede har påvirket beskæftigelsen positivt.

Dagpengereformen betyder med virkning fra i år, at retten til at få dagpenge er skåret ned fra fire til to år, og genoptjeningsretten til dagpenge er fordoblet fra 26 til 52 uger.

Næsten 34.000 ledige er derved smidt ud af dagpengesystemet i 2013. Og 4500 personer står helt uden forsørgelse.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kritiserer torsdag i Politiken skarpt resultaterne af den dagpengereform, som hun har haft ansvaret for at gennemføre.

- Jeg mener ikke, at man kan være tilfreds, når så mange mennesker mister deres dagpengeret, siger Mette Frederiksen til Politiken og påpeger, at Socialdemokraterne ikke var en del af det flertal i Folketinget, som vedtog dagpengereformen:

- Det står klart her ved udgangen af 2013, at den tidligere regering valgte en helt forkert indfasning af dagpengereformen. Det er jo det, man ser, når så mange mennesker har mistet deres dagpengeret og ikke er kommet i arbejde, siger hun.

Regeringens dagpengereform ramte de ledige meget hårdere end forventet i 2013. Da dagpengeforringelserne oprindelig blev præsenteret, var prognosen, at mellem 2000 og 4000 ville miste deres dagpengeret om året.

Men nu blev tallet altså omkring 10 gange større og endte på 34.000.

Derudover viser tallene, at cirka 4500 af de 34.000 heller ikke får kontanthjælp, så de står uden en eneste krone i indtægt.

/ritzau/