Cepos er glad for en slank offentlig sektor

Skrevet af admin

31/10/2013

Dagens topnyheder

Det er godt, at finansminister Bjarne Corydon (S) afviser Enhedslistens forslag om at ansætte 8000 ekstra offentligt ansatte.

Det siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerligt-liberale tænketank CEPOS.

Danmark har ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet næst flest offentligt ansatte pr. indbygger. Vi overgås kun af Norge blandt industrilandene i OECD, påpeger han.

- Udfordringen herhjemme er ikke en for lille offentlig sektor med for få ansatte. Udfordringen er derimod at gøre den offentlige sektor mere produktiv, dvs. få mere service for de samme penge, siger Mads Lundby Hansen.

Enhedslisten får ikke på næste års finanslov ansat 8000 ekstra pædagoger, lærere, socialrådgivere og hjemmehjælpere i det offentlige til 2,5 milliarder kroner.

Det fastslår finansminister Bjarne Corydon (S) efter torsdagens forhandlinger med Enhedslisten.

- Det er urealistisk i forhold til de krav, der også stilles til os om økonomisk ansvarlighed. Ingen vil i længden have nogen gavn af, at vi ikke har en ansvarlig økonomisk politik i Danmark, siger Bjarne Corydon.

Hans nej ligger i god forlængelse af, at der i 2012 - det første år med Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister - kom 9000 færre offentligt ansatte, mener Mads Lundby Hansen.

Han ser ikke færre offentligt ansatte som et problem med dårligere offentlig service.

- Der er nemlig mulighed for at øge den offentlige produktivitet ved at skære ned på administration og ved at udlicitere opgaver til effektive private virksomheder, siger Mads Lundby Hansen, som vil lade mindre effektive kommuner lære af de mest effektive.

/ritzau/