CEPOS: Finansskat vil ramme lønmodtagere

Det undrer cheføkonom og vicedirektør i den liberale tænketank CEPOS Mads Lundby Hansen, at den socialdemokratiske kongres ønsker at indføre en finansskat.

»Det vil gå ud udover danske lønmodtagere, der vil opleve lavere velstand og mindre pensioner, hvis skatten indføres. EU-Kommissionen vurderer, at BNP reduceres med 0,25 procent, hvis finansskatten isoleret set gennemføres. I Danmark vil det svare til et fald i velstanden på fire-fem milliarder kroner,« forklarer han og fortsætter:

»Alene det forhold, at kommissionen åbent erkender, at dets forslag isoleret set vil reducere velstanden, burde afholde politikere – og herunder den socialdemokratiske kongres - fra at gennemføre forslaget. Finansskatten vil på bundlinjen være en skat på investeringer. En finansskat vil nemlig gøre det dyrere at rejse kapital, når der skal investeres i nye fabrikker, teknologi, maskiner og så videre. Og derfor vil den betyde færre investeringer og mindre velstand. Det gavner ingen.«

Yderligere vil en finansskat udhule danske lønmodtageres arbejdsmarkedspensioner, vurderer Mads Lundby Hansen.

»Danske lønmodtagere betaler en betydelig andel af sin løn ind på en arbejdsmarkedspension. De pensioner bliver mindre, hvis man får en finansskat. Og det betyder lavere pension til fremtidens pensionister,« siger han.

Dagens Gossip