Cepos håber på S-støtte til lavere topskat

I et nyt interview med Berlingske siger den nye socialdemokratiske leder, Mette Frederiksen, at "vi ingenting kan i Danmark, hvis ikke vi har et stærkt erhvervsliv".

Den socialdemokratiske formand erklærer sig lige så erhvervsvenlig som de borgerlige partier og lover desuden, at hun er parat til at indgå et bredt samarbejde.

Det skaber glæde hos den borgerlige-liberale tænketank, Cepos, der kalder Mette Frederiksens udmelding for god.

- Det ville være trist, hvis Socialdemokratiet vente tilbage til en væksthæmmende politik som i Fair Løsning, der blandt andet lagde op til millionærskat, højere virksomhedsskatter og højere overførselsindkomster, siger Cepos cheføkonom, Mads Lundby Hansen, i en pressemeddelelse til Ritzau.

Han vurderer, at S-formandens udmeldinger i praksis må betyde, at hun fortsætter den linje, som hendes forgænger lagde for dagen, og som blandt andet betød lavere selskabsskat og reformer, der øgede arbejdsudbuddet.

S-formanden angiver dog ikke nogle konkrete politiske tiltag, påpeger Cepos. Men tænketanken håber dog, at hendes udmeldinger betyder, at hun er klar til at støtte Lars Løkke Rasmussens ambitioner om at lette topskatten med fem procent point, ligesom at hun måske kan lægge stemmer til et nyt kontanthjælpsloft.

- Man skal huske på, at hun som beskæftigelsesminister gennemførte en god kontanthjælpsreform, der sænkede kontanthjælpen for de unge under 30 år. Nu mangler der en reform for de over 30 år, siger Mads Lundby Hansen i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Dagens Gossip