Cepos: Handlingsplan misser Skats virkelige problem

Skrevet af admin

25/09/2015

Dagens topnyheder

Skatteministeriets netop fremlagte handlingsplan for Skat kurerer ikke det virkelige problem, som er danskernes manglende tillid til den offentlige myndighed.

- Vi har det helt grundlæggende problem, at Skat har været ramt af så mange skandaler, hvoraf de to konkrete sager som handlingsplanen omhandler, kun udgør en meget lille del, siger chefjurist i Cepos, Henriette Kinnunen.

Her refererer hun blandt andet til sagen om Skat, der ulovligt indhentede personfølsomme teleoplysninger.

- Der er tale om klare brud på borgeres retssikkerhed, som slet ikke bliver adresseret med de initiativer, som nu er sat i søen, siger Henriette Kinnunen.

Hun foreslår blandt andet en ombudsmand for Skat, ligesom Folketinget har en ombudsmand.

- En skatteombudsmand ville kunne sætte tidligt ind i lovgivningsprocessen, så vi ikke får love, der bryder med den fundamentale retssikkerhed. Skat tror, de har adgang til det her, men det har de altså ikke, siger Henriette Kinunnen.

Desuden foreslår hun, at omkostningsgodtgørelsen for virksomheder genindføres.

- Det giver ikke mening, at man skal risikere at stå tilbage med et økonomisk tab, når man har vundet en sag over Skat, siger hun.

Skatteministeriet med skatteminister Karsten Lauritzen (V) i spidsen fremlagde fredag en handlingsplan for Skat i kølvandet på de to nylige skandaler, der har kostet skatteyderne mange milliarder.

Planen indeholder blandt andet en plan om 400 nye medarbejder, en tilbagerulning af besparelser, nye it-systemer, et nyt inddrivelsessystem og en antisvindelenhed.

Karsten Lauritzen var dog tydelig omkring, at handlingsplanen ikke ville løse hele Skats krise.

- Det bliver et langt sejt træk, sagde han.

/ritzau/