Cepos: Ledige skal motiveres til at søge job

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil have ledige til at uddanne sig, så de kan få et job. Men den model virker ikke. Det mener cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, Mads Lundby Hansen.

- Selvom det er velmenende, så er Mette Frederiksens forslag reelt ikke fokuseret mod at få ledige i beskæftigelse. Når ledige skal i beskæftigelse, er opskriften ikke et længere ophold i uddannelsessystemet, siger cheføkonomen i en kommentar til ministerens plan.

Mette Frederiksen vil have de ledige ud af det udskældte aktiveringssystem med kvartalsvise samtaler og kurser i ansøgningsskrivning. Til gengæld skal de sendes i regulær uddannelse, der giver en formel kompetence.

Mere uddannelse til tusindvis af ledige er en af hjørnestenene af ministerens kommende reform af beskæftigelsessystemet. Mette Frederiksen kalder planen for et nybrud i Politiken søndag.

- Det kan give Robert- og Carina-typer muligheden for at gemme sig i overførselssystemet under påskud af, at man er under livs lang uddannelse, mener Mads Lundby Hansen.

- I stedet for uddannelse skal de ledige motiveres til at søge de tusindvis af job, der opslås hvert eneste år og også under en lavkonjunktur, siger han.

Cheføkonomen peger på, at de mange østeuropæere i eksempelvis landbruget er udtryk for, at der er ledige job, men at for mange danske ledige ikke ønsker disse job, men hellere vil være på dagpenge eller kontanthjælp.

- Der er derfor brug for, at man gennemfører en ambitiøs kontanthjælps- og dagpengereform, som gør det mere attraktivt for ledige at tage et job. Det vil i praksis sig lavere dagpenge og kontanthjælp, siger Mads Lundby Hansen.

/ritzau/

Dagens Gossip