Chancen for at overleve hjertestop er tredoblet

Skrevet af admin

11/07/2015

Dagens topnyheder

Omkring 3500 mennesker falder hvert år om med hjertestop i Danmark. Men hvor det i 2001 var mindre end fire procent af dem, der overlevede, var det tal i 2012 oppe på 12 procent, skriver Politiken lørdag.

Det viser nye tal fra Dansk Hjertestopregister, hvor man registrerer data om hvert enkelt hjertestop i Danmark.

2012 er det seneste år, hvor man har dannet sig det fuldstændige billede over de mange forløb med hjertestop.

Freddy Lippert, der er direktør for Akutberedskabet i Region Hovedstaden og formand for Dansk Hjertestopregister, er begejstret over udviklingen.

- Det er internationalt enestående. Der er ikke mange livstruende sygdomme, hvor overlevelsen er tredoblet på så kort tid, og her taler vi om en sygdom, hvor folk allerede er døde, siger Freddy Lippert til Politiken.

I 2012 overlevede 452 et hjertestop. Det skyldes ikke mindst, at almindelige mennesker i højere grad går i gang med hjertemassage, samtidig med at de gør brug af en hjertestarter.

Derimod er det blot en ud af 20, der overlever et hjertestop, hvis hjertemassage og hjertestarteren først kommer i brug af ambulancefolkene, viser tallene fra hjertestopregistret.

Antallet af hjertestartere i Danmark er i dag oppe på godt 12.000 – det er otte gange så mange som for fem år siden, viser tal fra TrygFonden.

Samtidig er antallet af tilfældigt forbipasserende, som træder til med førstehjælp, også steget meget markant de senere år. Således er det i dag 68 procent af tilfældigt forbipasserende, som involverer sig og yder førstehjælp, når en person falder om.

Til sammenligning var det tal på blot 20 procent for knap 12 år siden.

/ritzau/