Charlie-succes: Håndboldkvinderne trak 163.000 seere fredag aften

Det var en succes at lægge håndbold over på TV2 Charlie.

Især fredag aften betegnes som flot.

I direkte konkurrence med X Factor finalen på DR1 samt med Kanal 5’s transmission fra det danske fodboldlandsholds VM-kvalifikationskamp i Tjekkiet, lykkedes det håndboldpigerne at nå et seertal på 163.000 til 1. halvleg og fastholde de 131.000 efter pausen, da holdet tabte med et mål til de franske værter i Nantes.

- Det er fantastisk flotte seertal omstændighederne taget i betragtning, siger redaktionschef hos TV2 Danmark, John Hansen og understreger at onsdagens store nederlag til Norge heller ikke ligefrem gjorde betingelserne bedre.

- I kampen mod Norge samlede håndboldpigerne et snit på omkring 220.000 seere, hvilket er 4-5 gange så mange, som normalt ser TV2 Charlie på det pågældende tidspunkt. Så alt i alt var det en særdeles vellykket ide at programsætte Golden League kampene på lige præcis den kanal.

Søndag eftermiddags sejr over Rusland, som blev sendt på TV2’s hovedkanal, rundede 310.000 seere, da der efter pausen var flest samlet for at følge kampen.

Dagens Gossip