Charlotte hårdt ramt af gigt i ryggen - nu sender kommunen hende i praktik med en seng

- Jeg har smerter hele tiden. Alle behandlingsmuligheder er udtømte, siger Charlotte Poffler til Mitfyn.dk.

Den 47-årige fynbo fra Glamsbjerg har svær gigt i ryggen, hvilket blandt andet betyder, at hun dagligt må tage morfin-præprater.

Gigtsygdommen er også årsag til, at hun ikke kan varetage et fuldtidsjob.

Derfor er hun nu i et såkaldt ressourceforløb, hvor Assens Kommune skal finde frem til hendes arbejdsevne.

I den forbindelse har den gigtsyge kvinde fået stillet i udsigt af kommunen, at hun skal i praktik med en seng.

- Det er simpelthen så ydmygende, siger Charlotte Poffler.

- Jeg har været fanget i det her system i seks år, og nu skal jeg så i praktik med en seng.

I 2013 og 2014 var Charlotte Poffler i et 15 ugers jobafklaringsforløb, og her fandt kommunen ud af, at hun kunne arbejde to gange en halv time om ugen.

Hendes arbejdsevne blev vurderet til at være 30 procent.

Læs også: Spastiske Rasmus er træt af at sidde derhjemme: Nu har 90.000 set hans jobansøgning på Facebook

Praktikforløbet blev dog afsluttet før tid af årsager, som Charlotte Poffler endnu ikke har fået forklaret, men hun tror, at det havde noget at gøre med, at arbejdsgiveren bakkede ud, da kommunen forklarede, at hun skulle have stillet en seng til rådighed.

Nu venter endnu et praktikophold, men Charlotte Poffler har svært ved at se formålet med den idé.

- Jeg har hørt, at der findes flexjob på helt ned til to timer om ugen, men hvem vil overhovedet ansætte mig, hvis jeg skal have en seng stående for at kunne klare at arbejde to timer om ugen, spørger Charlotte Poffler.

Det er endnu uvist, hvor eller hvornår Charlotte Poffler skal starte i praktikken med en sengen. 

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip