Charterkrig fra Billund på solrejser

20.000 flysæder er i spil på langdistanceflyene fra Billund Lufthavn. Det er knap 5000 flysæder flere end sidste vinter, og det betyder charterkrig på solrejser.

Det skriver Jyske Mediers rejsesite.

Rejsemålene er Thailand, Kap Verde-øerne Sal og Boavista, Mexico, Den Dominikanske Republik, Cuba, Mombasa i Kenya og De Danskvestindiske Øer.

Det store udbud har fået charterarrangørerne Star Tour, Bravo Tours, Falk Lauritsen Rejser, Apollo og Spies til at skærpe pris-konkurrencen. Som eksempel kan man komme 14 dage på ferie i Thailand for under 6000 kroner - dog ikke i højsæsonen.

Det var Star Tour, der for alvor gjorde Billund til oversøisk charterlufthavn. Denne vinter er charterarrangøren gået et skridt videre.

- Vi har ansat 25 medarbejdere, der skal betjene vores eget fly, siger Stig Elling.

Foruden Thailand flyver selskabet til Kap Verde-øerne og Mexico.

Cuba er også et af de rejsemål, der konkurreres om. Hertil flyver Bravo Tours, Falk Lauritsen Rejser og Apollo. De to sidstnævnte selskaber har også Jordan som nyt rejsemål fra Billund, mens Bravo Tours også flyver til Mombasa.

Endelig flyver Spies til Thailand og Den Dominikanske Republik.

Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn, er tilfreds med de mange ekstra afgange.

- Passagererne tager godt imod det. Og det, at man kan komme til hele verden fra Billund, er med øge interessen for lufthavnen fra charterarrangørernes og luftfartsselskabernes side, siger Jesper Klausholm.

 

Dagens Gossip

Dagens TV