Charterrejsen bliver dyrere næste år

I hvert fald melder de store charterselskaber samstemmende, at de har måttet skære store lunser af priserne for at komme af med den del af deres rejser, der bliver solgt, mens højsommeren er i gang. Det vil i sidste ende ramme indtjeningen.

Bravo Tours-direktøren Peder Hornshøj erkender, at antallet af udbudte rejser i år har været for stort.

»Sidste år var der tusindvis af danskere, der forgæves forsøgte at købe en rejse for at komme væk fra det våde og kolde klima. Vi har som flere andre øget sommerens program en smule, og det er vi blevet straffet for. Derfor venter jeg, at vi vil foretage tilpasninger næste år,« siger han ifølge avisen.

Vejret er nok den vigtigste faktor, når det kommer til rejsebureauernes sommersalg. Det er dog ikke altafgørende - omtrent tre fjerdedele af rejserne er nemlig solgt, før skoleferien nærmer sig. Men i år har branchen ifølge Spies' direktør Jan Vendelbo været ramt af nogle andre faktorer, der har trukket salget ned.

Han nævner lærerkonflikten som én faktor. Konflikten betød, at mange lærere mistede lønindtægter og derfor er blevet tvunget til at spare på feriebudgettet. Derudover er der mange, der har måttet tage fri for at passe børn i konfliktperioden, og det har efterladt mange uden særlig meget sommerferie tilbage.

Jan Vendelbo understreger, at den igangværende sommer lagt fra er en katastrofal en af slagsen, men alt andet lige kommer indtjeningen til at blive påvirket af ovenstående, skriver Jyllands-Posten.

Ender næste sommer med at blive en regnfuld en af slagsen, vil det i kombination med det færre antal rejser betyde, at rejsebureauerne ikke behøver at dumpe priserne for at komme af med rejserne. Regningen - ja, den må de solskinshungrende danskere så samle op.

 

 

 

Dagens Gossip