Chauffør er løsladt efter stor dødsulykke på jysk motorvej

Chaufføren i en lastvogn er fredag eftermiddag blevet løsladt af politiet oven på morgenens voldsomme ulykke på motorvejen ved Hedensted.

Tre personer mistede livet, og fire andre blev svært kvæstet.

Det oplyser vagtchef Hans Hoffensetz i Sydøstjyllands Politi.

- Ulykken er formentlig opstået, fordi chaufføren tilsyneladende var uopmærksom, siger vagtchefen.

Men politiet vil ikke gå yderligere i detaljer med, hvad manden under afhøringen har forklaret om sammenstødet, som involverede i alt 13 biler samt lastbilen.

Fredag eftermiddag har Sydøstjyllands Politi i øvrigt besluttet, at man ikke umiddelbart vil give oplysninger om alder og køn på ofrene og andre involverede. Det vil muligvis ske lørdag.

- Vi har fået orienteret de pårørende, siger Hans Hoffensetz.

Ulykken skete omkring klokken otte i nordgående retning på motorvejen mellem Hedensted og Horsens.

Tidligere var der opstået kø på grund af et uheld. Og derefter kom lastbilen brasende op bag i de forankørende.

De dræbte befandt sig alle i personbiler, har Sydøstjyllands Politi tidligere fredag oplyst.

Chaufføren er blandt de seks personer, som er sluppet uden skader.

Fire er kommet lettere til skade, mens de fire andre, som har fået alvorlige kvæstelser, behandles på et hospital i Aarhus.

Oprydningsarbejdet var meget omfattende. I godt seks timer var motorvejen spærret mellem frakørslerne 58 og 57.

- Der er 75 meter autoværn, som er kørt i stykker, så der er metal ud over det hele, fortalte vagtchef Jørn Lindhardt tidligere fredag.

I begge retninger opstod flere kilometer lange køer.

/ritzau/

Dagens Gossip